1936

Da jeg var ung:

 

                                         Spillet til bryllupper 14 dage i træk.

                                                                            – – –

Da man holdt liegstouw fem gange om året og begyndte om formidagen klokken 10. – Gamle Jens Frederiksen fra Als kan bedst lide de unges selskab, når bare han må være fri for deres musik.

 

Jens Frederiksen er 82. Håret og skæg­get er tyndt og hvidt, men i øjnene flammer en ung­dom­melig ild, der giver blikket liv og var­me. Jeg besøger ham en kold og regn­tung for­mid­dag. Blæsten farer fra Kattegat ind over Als og sætter isflagerne i bydam­men i drift. Vejen er opkørt og pløret! »Det er de forbistre­de mæl­ke­­vogne«, ler Jens Fre­deriksen, da vi hoppende over vandpytter og mudder nærmer os hans lil­le hyggelige hjem, der ligger i ud­kanten af by­en. »Ja, én bor jo sådan lidt af­sides«, fortsætter den gam­le, »så jeg syntes, det var bedst at hen­te Dem ved bilen. Én kunne jo aldrig vide, om De kunne finde rundt i sådan en storstad som Als!« Nu ler Jens Frederiksen igen, en smit­ten­de, godmodig latter, der pibler frem af et ung­dommeligt sind, og får mig til at glem­me de hvide hår og de 82, da jeg har sid­det et øje­blik i hans og hans kones hyg­gelige stue, og samtalen er kommet i gang ved den dam­pen­de kaffe. På væggen over skrivebor­det hæn­ger violinen; den har hæ­ders­pladsen som en kær ven.

– Ja, vi har haft mange fornøjelige ti­mer sam­men, vi to, siger Jens Frederiksen og skeler op til sin gamle kammerat. – Jeg var 16 år, da vort makkerskab begyndte, og vi har holdt troligt ud begge to. Ja, vi har så. Det var an­der­le­des tider dengang. Vi festede ikke så tit, men når vi så endelig tog fat, var det noget, der led. Jeg husker engang, jeg spil­lede til bryl­lup fjorten dage i træk. Ja, De ser forbavset ud, men se det kunne vi holde til i vore unge da­ge. – Violinen får at­ter et venligt sideblik.

– Der var en tre‑fire bryllupper lige på række, og et ordentligt bryllup varede an­stæn­digvis fire dage. Jeg sov et par timer hver nat i de fjorten dage. De sidste gæster holdt ikke op med at danse, før ved fem-seks‑tiden om morgenen, og ved otte‑ni­-tiden var de første parate til at tage fat igen. Det kneb jo nok som­metider med at få gang i buen, men hvad, når først vi havde fået et par kontra'er og en gammel rheinländer, gik det såmænd nemt nok igen.

 

KAFFEPUNCHER TIL KARLENE,  HVEDEBRØD TIL PIGERNE.

Fru Frederiksen sætter en kande dam­pen­de kaf­fe på bordet, og den gamle spil­le­mand skænker op, mens han fortsætter: – Vi havde lieg­stouw fem gange om året: en ef­terårs­liegstouw i oktober, og i julen; en til fastelavn og en på Christian den Niendes fød­selsdag den 8. April (1863 - 1906). Det var karlene, der stillede an til fest. De fik lov til at låne en storstue i en el­ler anden gård, hvor der var god plads, og hver del­tager betalte en mark til Lav'et, som det hed. Vi spillemænd fik fire mark for en hel nat. Det var ikke meget, men der blev også al­tid så meget til rest, at en hel del af karlene kun­ne blive pænt fulde for det. De kunne som regel få kaffepuncher i gården, hvor lieg­­stouw’en var. Pigerne måtte nøjes med hve­de­brød, som bageren kom og solgte.

– Og de dansede hele natten?

–  Ja, lige til den lyse morgen. Jeg kan hu­ske, vi engang spillede og dansede endnu, da folk gik til kirke. Så kom der politiforbud mod at blive ved længere end til klokken fire, og sikken et ramaskrig, der løftede sig i den anledning.

– Hvem var med til liegstouw?

– Det var byens karle og piger. Imel­lem skete det nok, der kom en fremmed med, men det var nu ikke rigtig til måde. Den, der tog uden­­sogns for at komme til at danse, blev ikke reg­net.

– Nej, man kunne da bliv' hjemme hos sit eget, føjer Fru Frederiksen bifaldende til.

 

PIGEGILDE TIL HELLIGTREKONGER.

Jens Frederiksen grunder lidt, inden han fortsætter. Så kommer det med et smil: – Når vi endelig er kommet til at snakke om det, så skal De minsandten også ha' det hele med. Ser De, af de fem liegstouw'er var to særlig fine. Den ene var helligtrekongers­fe­sten. Den blev kaldt pigegildet, fordi piger­ne afholdt alle ud­gifterne. De gav kaffe og bryggede øl. Nyt­årsdag mødte de med et ot­tingkar malt i går­den, hvor gildet skulle væ­re. Det var til at bryg­ge øl af. Forresten be­nyt­tede man altid lej­ligheden til en lille svingom, men der blev slut­tet i pæn tid, så man ikke spildte kræfter­ne til selve hellig­tre­kongersgildet.

Den anden fine liegstouw var den, vi holdt fastelavnsmandag, og det var forresten den fi­neste af dem allesammen. Den be­gyndte om formiddagen klokken ti. Karlene og piger­ne mødte i deres allerfineste tøj og dansede he­le dagen bortset fra et par timer, hvor de gik hjem for at spise til middag og af­ten. Om af­te­nen skiftede vi tøj. Det fine blev lagt til en si­de, og vi trak i de almin­delige liegstouw-klæ­der. Fatelavnsgildet va­rede som regel i flere da­ge. Når vi havde dan­set hele natten efter fastelavnsmandag, gik vi hver til sit om morge­nen ved syv-otte‑tiden, men henpå formid­da­gen begynd­te de ivrigste at indfinde sig igen, så måtte man jo i gang med fiolen, selvom det som­metider kneb.

 

DE »FINE MUSIKERE« MANGLER »TAG'ET«.

Jens Frederiksen har udført et stort ar­bej­de for de gamle danses bevarelse. Han har alle sine dage været ferm på fingrene til at skrive noder, og den dag i dag sysler han dermed, samtidig med, at han forbereder ud­sendelsen af sine ikke kedelige liegstouw­erindringer.

‑ De rigtig gamle danse eksisterede ik­ke på noder, fortæller han, og da jeg nåede de 70, tænkte jeg: Nu må du hellere tage dig for at skrive nogle af dem op. Når du »går«, er der måske ingen, der kender dem. Det gjorde jeg så, og da jeg tog op og viste dem til Skovrider Lorenzen, som er så svært in­teres­seret i den slags, blev han også vældig glad. Nu spiller jeg ikke selv så meget. Vi har et hold folke­dan­sere hernede, der samles en gang om må­ne­den. Dem spiller jeg for, men det er jo ikke som i de unge dage, da jeg spillede til bal nat­ten lang. –

Vi taler om den store begivenhed på fredag, når Jens Frederiksen og hans tre søn­ner skal spille i Kilden ved radiotrans­mis­­sionen.

– Det glæder jeg mig til, siger han. For­hå­­bentlig bliver det en Udsendelse, lyt­terne synes om. Der er jo ikke så lidt gam­mel dan­se­musik i radioen, men en hel del af det, er ikke godt. De mangler »Tag'et«, de fine musi­ke­re, som ikke selv har set, hvor­dan de gamle dansede.

Jens Frederiksen fortæller om sin tur til London med de danske folkedansere for et par år siden. ‑ Det var en stor oplevelse. De kan tro, jeg følte mig som en bette mand, da jeg muttersalene stod i Albert Hall og skulle spille for en kæmpeforsamling på 10.000 menne­sker. Nå, jeg klemte på, og det gik såmænd også meget godt, selvom jeg ik­ke kunne hamle op med det 16‑17 mands or­kester, der sad i den anden ende af salen. Jeg har da forresten været med folke­dan­serne både i Norge og Sverrig, og jeg havde også håbet at komme en lille tur til Tysk­land. Nu når jeg det nok ikke, men det går vel endda. –

 

MUSIK MED MELODI.

Det er ved den tid, rutebilen skal gå, og i sid­ste øjeblik kan jeg ikke dy mig for at spør­ge Jens Frederiksen, hvad han synes om moder­ne musik.

Spørgsmålet har den forventede virk­ning. Den gamle landsbyspillemand ryster på hovedet, så de tynde, hvide lokker står i et brus: – Moderne Musik! Lad vær' at næv­ne den! Den er mig en torn i øjet. Jeg vil ha­ve musik med melodi i. Det er der jo næsten aldrig i moderne musik. Er der engang imel­lem et lille stykke, kommer »de« øje­blik­kelig larmende med »deres« harmonisering, og så er det hele ødelagt. – Jens Frederiksen slår pludselig over i et stort smil: – Ja, man er jo tilbøjelig til at ta­le om »den gode, gam­le tid«. Men det er såmænd løgn alt­sam­men. Tiden før var ikke bedre end nu. Jeg har altid godt kunnet li' ungdommen, og jeg vil den dag i dag helst være i de unges sel­skab, når bare jeg må bli­ve fri for deres mu­sik. – – –

                                                     Jus.